Mennesket er ikke noget mål, det er den målende
ti; version et
Hr Geist trasker rundt i parken, en lille lille regnbyge passerer, så også en mand i lægekittel og en mand i jakkesæt, vores nyfundne ven nynner på en vise, det lyder som en folkevise, men jeg genkender den ikke, et par blade falder fra den kæmpemæssige løn, svæver, og lander på en parkbænk, i et vindue står en radio vendt udad, den fortæller at permafrosten i Sibirien er begyndt at tø, og at samtaler er begyndt at blive ført mellem Nord- og Sydkorea
ti; version to
i løv, knæhøje spark , og vi falder, og dækkes til, nul graders regnstænk, og vi falder, ultralydsbølgerne omkring os vikler gule bind hårdt, rundt rundt, et paternosterarbejde, dér bag træskeletterne ruller Cirkus Babels husvogne mod en anden mark, og vi falder
ti; version tre
punktet ved meningens ende, lykken, doserne, sådan forestillede jeg mig dødsmønstret den stjerneklare aprilnat, lidt sne lå tilbage rundt omkring på Sockenvägen, æbletræerne stod nyklippede og uden knopper i de små haver, der var lys i et køkkenvindue, hvor jeg var ukendt, og sådan skal det være, de aller fleste møder bliver aldrig til noget