jeg var i tanten i går
på bagsiden af magasin, lige ved siden af stygge mand, claes kastholm, som vi jo husker lavede carstensen og bonde hetzen på ekstra bladet. anyway, her er hvad berlingske bragte i går:
En strofe, du aldrig glemmer?
En strofe, du aldrig glemmer?
Gunnar Ekelöf – ”Diwan over Fyrsten af Emgion”:
”Er du ensom
så vær det
du vil få stort selskab
omsider.”
Hvad satte dig i gang med at skrive ”Stærkt røde sokker til slidte blå jeans”?
Jeg opdagede det personlige stof. At jeg ikke behøver at fantasere og finde på. At min verden er spændende. Bogens jeg påtager sig en selvbiografisk ”rolle”, og digtene kan lide at tematisere den forfængelighed bl.a., som det at skrive om ”sig selv” medfører. Jeg opdagede, at skriften er en kommunikation med andre bøger.
Frygtede du anmeldernes dom?
Jeg håbede, at kritikken ville være saglig, hvis den kom. Det er ikke en selvfølge at blive anmeldt, når man debuterer på et lille nystartet forlag som Anblik. Og det er slet ikke en selvfølge, at man bliver anmeldt sagligt.
Èn gang forfatter, altid forfatter?
Èn gang forfatter, altid forfatter?
Jeg er så småt begyndt på en ny bog – arbejdstitlen er indtil videre ”Læsninger”. Jeg overvejer også titlen ”Jeg vil fortælle nu om Robert Desoille i Paris”, som er en skøn og inviterende sætning fra Svend Johansens digtbog fra 1982, Modifikation.
Et bud på din personlige lyrik-kanon?
Svend Johansens ”Modifikation” har jeg altid i min taske. Den er intelligent og lærd og ligefrem og privat på samme tid. Den er en målestok, simpelthen. Jeg er betaget af Francis Ponges præcision eller stringens i beskrivelsen af genstande og fænomener i ”At tage tingenes parti”, og svenske Fredriks Nybergs ”Blomsterur” har også betydet meget for mig. Jeg har oversat udvalg af Nyberg til dansk. Jeg kan godt lide den møje, som teksterne er skrevet med. Skriftens biografiske aftryk. Gertrude Steins ”Tender Buttons” er elementær sætningslære og legende lærdom om poesi. Niels Frank er en nulevende standart, hans seneste bog ”En vej” er glimrende og interessant. Jeg glemmer Per Højholt og Jørgen Leth. Jeg glemmer Rosmarie Waldrops ”Grunden er den eneste figur”.
Kommentarer
Trackback