jeg interesser mig for

et poetisk sprog eller en udsigelsesposition, som stiller sig/veksler mellem objektiv og subjektiv beskrivelse af ting eller fænomener/forhold. En slags limbosprog (det lyder sgu stenet!), et sprog, som forholder sig strengt til et konkret forlæg (f.eks. et maleri), men legende/uroligt/tvivlende/glemsomt/prøvende i den akstraktion, som beskrivelsen efterlader (altså teksten). abstraktionen bliver en en slags fantomtegning, kan man sige. den personlige mellemkomst eller prægning er en forudsætning for abstraktionen, og den kan være diskret eller lodret urimelig. jeg kan lave en rimelig gengivelse, eller jeg kan lave en karikatur. måske kan jeg med held/dygtighed lave en rimelig karikatur. brug af citater stiller sig i samme position mellem personligt billede/beskrivelse og originalt forlæg/objekt. er det her ren sludder? der er mange eksempler i min bog, her er nogle:


Så hellere et smut ind i kunsten, hvor
det nærmest er gjort til princip dette med at
skubbe billedet af en ting ind foran tingen selv
– Peter Nielsen

*

Kustoders erindringer af fraværende (udlånte) malerier i Sophie Calles Le Fantôme; et grænsefelt mellem objektivt blik/analyse og subjektiv oplevelse/idiosynkrasi/fortolkning:

“Et farvespil som svæver omkring som små elektroner. Det er fløjlsagtigt blødt, som guldstøv. Det mindst levende er hende i badekarret. Stiv. Det er som om han har malet hende fladt. Jeg kan huske de to former som kolliderer: Badekarrets store oval og rektangler i rækker. Jeg ser guld, elfenben, musik af Ravel, en forstøvet parfume.” “Det er et skue ud over en havn, ved sekstiden, i det tidlige forår eller om sommeren. Det er ikke et pastoralt landskab. Det er en arbejdsplads. I forgrunden er der en mole. Det er lavvande og arbejderne er gået. I midten er der et udsnit af havoverfladen og en, to, tre, måske fire skyer, som er placeret på linje, parallelt med hinanden. Jeg kan huske de lignede flûtes. Til højre i det fjerne, er der både. Tæt på, kan vi se løv og rullesten. Vi fornemmer at der er vindstille, vandet er blikstille, total stilhed.”

*

Portræt. Rembrandt: Stormen over Genezerat Sø (1633)

”Det var et bibelsk værk. Det fortalte historien om Jesus med apostlene. Men jeg blev meget foruroliget, for der var fjorten i båden og ikke tretten som i biblen, Rembrandt havde puttet sig selv ind i billedet. Hvorfor var han der? Hvad lavede han? Det var meget arrogant af ham.” Sådan et greb fjerner fokus fra den historie, der skal fortælles i maleriet. Rembrandt bliver forgrundsfigur, omdrejningspunkt. Det er Rembrandt, som kigger os i øjnene fra Sankt Peters båd på den oprørte sø. Han optræder nærmest som et spøgelse. Han står rolig og holder fast i et vantetov med højre hånd, venstre hånd hviler på hans hoved, holder på hans hue. Båden, underlig i proportionerne, er løftet op på en bølge (vippet op, så vi bedre kan se), alt er tumult, men et stort hul i skyerne lader et stærkt gyldent lys falde ned på stævnen og virker næsten magisk. Det er Rembrandt (denne gang som to personer), der løfter Jesus ned fra korset på ”Nedtagelsen fra korset” fra samme år. Påstand: Rembrandt lavede (også) selvportrætter, når han malede historiske/myteskildrende billeder. Det er indlysende, at selvportrættet/selvbiografien må forholde sig til den kristne fortælling på den ene eller anden måde. Jeg bekender, jeg stiller min samvittighed til skue. ”Det var min favorit, fordi han havde placeret sig selv ombord på båden. Jeg vil sværge på, det var derfra, Hitchcock fik ideen til selv at medvirke i sine film. Men selvfølgelig, Rembrandt var den, som så bedst ud, da alle de andre var gamle og syge. Vi plejede at kalde ham Robert Redford.”

(citaterne er fra kustoders beskrivelser af fraværende/udlånte malerier, sophie calles le fantome)

*

Fantomtegning af forfatterens ansigt (efter tegnerens erindring)

*

Rorschachtavler

Tavle I (Sort blæk, en groft trekantet, nedadpegende figur)

Som et bredt ulvehoved med markante ører eller fjæset af en ræv. En maske. Et møl eller en sommerfugl med udbredte vinger. Fire huller i midten som øjne. Eller søer på et kontinent med forrevne kyster. Et landkort. Spejlvendt øverst ses to hundehoveder i profil med lange snuder og spidse ører. Under hundene, ligeledes spejlvendt og i profil, ansigterne af to råbende aber. Omkring den lodrette midterakse anes svagt torsoen af en kvinde eller en gine. Øverst i midten en kvindes bryster set fra oven. Vender man figuren 180 grader anes en monstrøs maske med små insektkæber. Hundehovederne ligner nu støvler med spidse hæle.

(rekonstrueret efter omrids, dårlige gengivelser og beskrivelser/skitser på nettet)

Kommentarer

Kommentera inlägget här:

Namn:
Kom ihåg mig?

E-postadress:

URL:

Kommentar:

Trackback