eslund

check martin glaz serups blog på www.kornkammer.blogspot.com. jeg har bl.a kommenteret: det er fint med denne diskussion, godt at du lægger den frem. når jeg taler om 60´erne og 70´erne tænker jeg nok mest på formelle strategier. marxismen var jo ligesom til at tro på dengang, og indsholdsmæssigt var kunsten nok mere forudsigelig og til at tage og føle på. men man kan vel sige at flere kunstnere endte i en politisk blindgyde i 70´erne - jeg tænker på peter louis jensen især, men egentlig også på hans jørgen nielsen, som, jeg synes, blev mere og mere forblændet. jeg har en fornemmelse af, at man savnede bund eller retning i de litterære eksperimenter, og så forsøgte man sig med politiske ting. det var en anden og mere blandet/rodet tid - kunstarter på tværs etc. - her gik en del i fælden, fordi de savnede punch! høeck holdt en fin sti fri. må jeg spørge om en ting eller foreslå en pointe. måske slår politik bunden ud af litteraturen - litteraturen stopper med det politiske - den udhules og bliver noget andet/politik! er politik så totalitær? litteratur er ikke totalitær. er det noget sludder? det er en fornemmelse... en observation: flere af de værker, vi hylder som politiske, er værker som låner fra andre kunstfelter. f.eks. beckwerket, der låner fra teatret og reality-tv, maja lee langvad som låner/er konceptkunst fra billedkunsten og skinnebach, som henter indslag fra forskellige domæner/felter, kunne man kalde dem (privatsfæren vs. det kolletive/offentlige etc). jeg kan ikke få mening i lars´ting, med mindre jeg læser sådan - dvs. læser med et blik/en strategi, som endnu mest bliver brugt på kunstakademiet - altså igen en slags "billedkunstnerisk" strategi. er det et krisetegn i litteraturen, at den må overskride/opløse sig selv for at forny sig? er det godt med den krise? litteraturen låner fra andre kunstarter, men kommer den ikke desværre ofte for sent. jeg synes, strategierne er brugte (udtjente?), og vi har siddet fast i det såkaldt formelle gennembrud for længe. jeg savner en solid essayisme i litteraturen, saglighed og kyndighed blandet med sproglig vildskab. en blanding af herreværelse og vitalisme (-: jeg er glad for niels frank på den måde, og jeg savner svend johansen meget. jeg glæder mig til brixvolds nye bog, som jeg forventer mig meget af. jeg tror, at litteraturen kan selv... jeg glemte en ting: det er jo fint, at man trækker politiske emner ind i sit værk, men jeg savner altså, at man er mere ambitiøs, end bare at lave politiske mosaikker (dekorativt) - man må jo vinkle det stof, bearbejde det og få et udsagn, som kan diskuteres, ud af det. ellers er det fims med kant.